Ubud er en større by i det Centrale Bali, kun 30 kilometer fra øens hovedstad Denpasar, og har omkring 30.000 indbyggere. Ubud kaldes også for Balis kulturelle centrum på grund af de mange bosiddende kunstnere i byen. Der er også rig mulighed for at opleve øens spændende kultur og smukke natur med Ubud som udgangspunkt for din ferie.
Oplev kunst og smukke omgivelser i Ubud
Ubud blev opdaget i begyndelsen af 1930’erne af kunstnere fra hele verden, hvilket byen stadig bærer præg af. Her er der endnu et stort antal malere, dansere, musikere og andre kreative sjæle, som både bor, underviser og udøver deres kunst i byen. Kunstmarkedet i Ubud er berømt verden over, og Antonio Blanco museet, er bestemt et besøg værd hvis du er interesseret i hans spændende og excentriske værker. Antonio Blanco er blandet andet kendt som ”Dali of Bali”.
Byerne omkring Ubud er også fyldte med kunstgallerier og markeder der sælger lokalt håndværk. Her vil I også finde masser af butikker af alle slags samt gode restauranter.
- Kom tæt på aberne i Monkey Forest
- Besøg den mystiske elefantgrotte
- vandretur på Campuhan Ridge Walk
- Se på kunsthåndværk i det omkringliggende landsbyer
- Besøg gallerier og hyggelige cafeer i centrum af Ubud
Et populært sted for både voksne og børn er den berømte skov Monkey Forest, som ligger i den sydlige del af byen. Skoven føles nærmest magisk med gamle banyantræer og smukke templer. Hovedattraktionen i skoven er de utallige små aber (makaker), som betragtes som hellige på Bali. Aberne er ikke ligefrem sky, så I skal holde godt fast kamera, briller og andre løse genstande, så aberne ikke løber afsted med dem.
Ubud er forholdvis nem at finde rundt i, bid særligt mærke i gaderne Jalan Raya Ubud og Monkey Fores Road, hvor du kan finde et stort udvalg af butikker, gallerier, cafeer og restauranter. I centrum af byen ligger Prince’s Palace of Ubud, hvor flotte danseforestillinger, med traditionelle danse som Barong og Legong, opføres.
Ubud er et skønt udgangspunkt for mange spændende udflugter i området. Her kan du fx vandre gennem de smukke rismarker og nyde det varierende landskab. Du kan også leje en cykel, og tage turen på to hjul. Tag fx en tur til den nærliggende landsby Petulu nord for Ubud, hvor du kan opleve et helt utroligt syn om aftenen hvor hundredvis af hejre vender hjem til deres reder.
Flere af landsbyerne omkring Ubus har hvert sit speciale i et bestemt kunsthåndværk, som ofte udføres af små familiedrevne virksomheder. I Celuk kan du finde guld- og sølvsmede, i Batubulan er det stenfigurer og i Batuan er det malerier.