Selvom der ikke er de bedste forudsætninger for hverken snorkling eller dykning, er der alligevel masser vandaktiviteter, der kan få dit adrenalinniveau helt op. Mellem august og december er der nemlig garanti for høje bølger, hvilket gør Phan Thiết perfekt til en gang surfing. Månederne mellem november og april er ligeledes domineret af windsurfere, og kitesurfing er også en yderst populær aktivitet her. Hvis vandsport ikke lige er dig, er vejret heldigvis perfekt til en stranddag året rundt, og uanset årstid er vandet varmt og bølgerne perfekte til en dukkert.
For enden af Mui Ne-halvøen kan du finde et hav af forskelligfarvede sandklitter, der nærmest minder mere om noget fra Mars end Vietnam. Vinden får sandet til at rykke sig konstant, hvilket danner de flotteste og mest imponerende konstruktioner, der altid ændrer sig. Her kan du leje en klitbuggy eller en 4x4 og ræse over de røde, gyldne og hvide bakker. Du kan også prøve at køre på sandslæde, der med garanti vil føre dig tilbage til barndommen! Du må heller ikke gå glip af at opleve solopgangen eller solnedgangen fra toppen af klitterne, da du her har den mest betagende udsigt.
Tæt ved klitterne finder du åen, de lokale kalder Suoi Tien, eller Fairy Stream. Med vand der kun går dig til anklerne, kan du gå gennem åen og udforske noget af det smukkeste landskab, Sydvietnam har at byde på. Du vil komme til at se kalkstensklipper, der er kendt for sine røde, hvide, orange og lyserøde toner, storslåede bambusskove, rolige vandfald og fabelagtig flora og fauna, hvor end du kigger hen. Du skal bare huske at medbringe skiftesko, da du med garanti vil få våde fødder!
Lige i udkanten af byen kan du finde resterne fra en ældgammel civilisation, nemlig Cham-folket, der begyndte at brede sig i hele Vietnam i det 4. århundrede, og efterfølgende herskede over den sydlige kyst i flere hundrede år. Cham Towers er resterne af Cham-folkets gamle Hindutempler, der er mere end tusind år gamle, og de bliver stadig brugt som templer af den lokale befolkning den dag i dag.
En af Pahn Thiếts største attraktioner, må dog være den berømte golfklub designet af golflegenden Nick Faldo. Her kan du nyde udsigten over det smukke, azurblå hav, de imponerende, evigt forandrende klitter og de svajende palmetræer. Klubben er blevet sammenlignet med en skotsk golfklub ved havet, blot med bedre vejr!