Marrakech, Casablanca, Rabat, Fez … Flere af de marokkanske storbyer er værd at besøge for deres myldrende souk’er, gamle og labyrintiske medinaer. Det er også i byerne man finder de fine byhuse med en central gård, en riad, der mange steder er indrettet til lækre hoteller. Herudover kan du også besøge traditionelle marokkanske restauranter og cafeer, smukke moskeer og bare nyde livet og stemningen i Marokkos storbyer.
Besøg farverige Marokko - Markeder, strande og kulturelle oplevelser
Kystdestinationerne i Marokko kan besøges hele året, da vintrene er forholdsvist milde og somrene mildnes af brisen fra havet. Områderne inde i landet kan også besøges hele året, men den bedste tid er foråret fra marts til maj eller efteråret fra september til oktober, hvor temperaturen er behagelig. Inde i landet kan vintrene være kolde og somrene meget varme. Atlasbjergene kan også besøges hele året, men om vinteren ligger der sne på toppen, hvilket kan gøre vandreture udfordrende men til gengæld meget smukke. Den bedste tid i Atlasbjergene er mellem april og oktober.
Klima
Den nordlige del af Marokko ud mod Middelhavet har tempereret klima med behagelige somre. Længere sydpå er klimaet tropisk og somrene kan være meget varme inde i landet men som altid behagelige ved kysten, hvor havet modererer temperaturerne. I bjergene kan der være meget koldt om vinteren med minustemperaturer og sne.
Sæson
I sommersæsonen er havnebyerne langs Atlanterhavet gode steder at besøge med behagelige temperaturer, hvorimod der kan være varmt inde i landet. Om vinteren er der gode temperaturer i den sydlige del af landet om end der inde i landet kan blive koldt om natten og sne i bjergene.
Hos Elcano Travel tilbyder vi en lang række forskellige typer rejser til Marokko, hvor der er fokus på netop den type ferie du drømmer om og med netop de elementer du holder af. Hvad end du er til byferie, badeferie på stranden, aktiv ferie, kulturferie eller noget helt femte, så har Marokko masser at byde på. Se nærmere på vores udvalg af rejser til Marokko, eller kontakt os for at få netop den rejse til Marokko du drømmer om. Så kan vi sammensætte rejsen netop efter dine ønsker.
Marokko har en lang kyst med strande til både Atlanterhavet og Middelhavet, så vi kan altid finde en god strand uanset dine ønsker og uanset årstid. Der er masser af gode hoteller og resorts, der er egnet til familieferie, aktiv ferie eller en romantisk getaway. Strandene i Marokko er blandt andet kendt for at være gode til at surfe ved, uanset niveau. Og der kan også findes områder med fantastiske snorkel og dykkeroplevelser.
Du kan sagtens tage hele familien med på en skøn familieferie til Marokko. Der er mange børnevenlige strande, og sjove aktiviteter i børnehøjde. Marokkanerne er desuden meget glade for børn, og I vil hurtigt opleve at blive taget godt imod som familie på både restauranter og hoteller.
Marokko er meget mere end ren afslapning. Der er rig mulighed for aktiviteter for den aktive rejsende, prøv fx trekking eller æselridning i Atlasbjergene eller windsurfing ved Essaouira.
Marokko har en fortid som fransk koloni og er i dag et moderat muslimsk land med masser af kultur og traditioner med rod i både det muslimske og det franske. Udforsk de traditionelle kvarterer, der emmer årtusinders traditioner, se sporene fra den franske tid og oplev de smukke muslimske moskéer.
Marokkos dyreliv skal man til Atlasbjergene for at opleve. Her finder man bjerggeder, aber, sjakaler og et fugleliv med mange arter af rovfugle. I ørkenområderne myldrer det med krybdyr som gekkoer og slanger, som man også kan opleve hos slangetæmmerne på markederne.
Der er mange spændende seværdigheder at besøge og opleve når du rejser rundt i Marokko. Særligt er det interessant at dykke ned i kulturen og det autentiske Marokko, som du blandt andet kan komme i nærheden af i en Hammam eller den lokale souq.
Marrakech er et labyrintisk sansebombardement af lyde og dufte og særligt på den store centrale Djemma el Fna-plads kan man opleve det nordafrikanske kaos med dansere, slængetæmmere, musikere og en overflod af boder og butikker.
Souk’erne, de traditionelle markedskvarterer med deres snørklede gyder og enorme udvalg af spændende varer, som man kan byde på og hvor man kan finde enestående souvenirs.
De offentlige bade, hammam, er en uforglemmelig oplevelse af kultur og velvære, som man ikke bør snyde sig selv for, når man er træt efter en lang dag og mæt af oplevelser.
Marokkos rejseoplevelser spænder lige fra afslappende strandferier med hele familien, til trekking og campering i bjergene eller luksusferie i et smukt renoveret traditionelt byhus (en riad) og store gastronomiske oplevelser. Se mere om de forskellige områder i Marokko herunder.
Det nordlige Marokko omkring byen Tanger er præget af at Europa ligger lige på den anden side af Gibraltarstrædet, og det er her de to kulturer har mødtes. Det nordlige Marokko og Tanger er derfor endnu mere europæisk med en blanding af flere kulturer. Samtidig har Tanger en imponerende medina og kasbah, der repræsenterer den traditionelle del af marokkansk kultur. Her er gode strande og aktiviteter for børn. Derudover kommer andre spændende byer som Den Blå By, Chefchaouen.
I det centrale Marokko finder man både kystbyerne Rabat, Casablanca og Essaouira og indlandsbyerne Fez, Meknes og Marrakech. Det betyder at området spænder over både smukke europæiskprægede kystbyer med gode strande og strandhoteller og de mere traditionelle indlandsbyer præget af mange års historie med handel, hvor man kan opleve de store markeder og labyrintiske boligkvarterer.
Det er her man skal hen, hvis man vil væk fra alfarvej og opleve naturen og den traditionelle side af Marokko i de små berberlandsbyer, der ligger spredt i de smukke bjerge. Her er gode muligheder for trekking fra by til by, vandsport i bjergenes floder eller sågar stå på ski om vinteren i de høje Atlasbjerge.
Hvis du har tid og mulighed for at komme syd for Atlas-bjergene, bør du helt sikkert begive dig ud i udkanten af det rigtige Sahara. De bedste steder at gøre dette for at få adgang til de enorme klitter er fra den sydøstlige del af landet ved Erfoud (besøger Erg Chebbi) og i syd ved Zagora (besøger Erg Ch'Gagga og Erg Lihoudi). Begge disse steder giver dig mulighed for at overnatte i en luksuriøs beduinlejr og for at udforske ørkenen på en kamel, og inde fra et sikkert, komfortabelt 4WD-køretøj er det endda muligt at lave sand-boarding. På kyststrækningen i vest, ligger strandbyen Agadir, som er omtalt andet steds.
Der er smukke og gode strande langs atlanterhavskysten i Marokko, så det er nemt at finde et sted, der også kan kombineres med andre aktiviteter. De marokkanske strande er gode destinationer blandt rejsende i Marokko, men ud over Agadir, er der mere tale om mindre strande. Og der findes da også en strand til flere behov, uanset om du vil give dig i kast med surfbrættet eller lege i sandet på en mindre stille strand med børnene.
Denne hyggelige kystby er en sand magnet for rejsende der søger at komme helt ned i tempo. Foruden den UNESCO fredede medina og andre flotte seværdigheder, er det særligt den endeløse kyststrækning ud til Atlanterhavet der tiltrækker besøgende. Strandene her er også særligt populære blandt surfere.
Det er i det sydlige Marokko, at man finder Agadir, der er landets førende ferierejsemål. Året rundt tiltrækker Agadir gæster, der kommer for det varme badevand, de brede strande. Der er masser af spisemuligheder, og da det er et muslimsk land, er nattelivet afdæmpet, så det er et glimrende sted at holde familieferie. Her er store hoteller med swimmingpools, samt solsenge og parasoller på stranden, som kan lejes. Dertil er stranden under opsyn med livreddere, ligesom Agadir byder på andre fornødenheder, som er rare for den rejsende familie. Der er desuden også en skøn strandpromenade og mange hoteller.
Stranden Oualidia ligger ved den hyggelige ferieby Oualidia, hvis befolkning ikke tæller flere end 5500 mennesker. Den dejlige, fredelige by Oualidia ligger omkring en storslået halvmåneformet lagune, omkranset af gyldent sand og beskyttet af en stenet bølgebryder fra den vilde brænding, der er almindelig på Atlanterhavskysten.
Marokko er for mange strandliv og badeferie, men det er også muligt at få nogle store naturoplevelser. Meget af naturen adskiller sig drastisk fra det vi kender i Danmark, her kan du opleve vidtstrakte ørkener, storslåede bjerge med dyreliv udover det sædvanlige og spændende nationalparker. Herunder har vi fremhævet nogle af vores favoritoplevelser når det kommer til dyreliv og natur, men der er mange flere! Kontakt os endelig for at høre nærmere.
Atlasbjergene finder du kun en time fra Marrakech, og er perfekt til dagsudflugter, men du kan også sagtens bruge flere dage her. Atlasbjergene lokker med betagende udsigter og besøg i berberlandsbyer, hvor tiden har stået stille i hundredvis af år. Her ligger også de over 100 meter høje Ouzoud-vandfald, der er populære at besøge. Der er fabelagtigt smukke og afvekslende naturområder, hvor du især skal være opmærksom på fuglelivet som omfatter ganske mange rovfugle, som kan ses kredse rundt i bjergene på udkig efter bytte, der oftest er små gnavere.
Hvad med en særlig udfordring for dig? Tilbring to og en halv dag i Marokkos Atlasbjerge på at vandre til toppen af Nordafrikas højeste top, Mount Toubkal (4.167 m). Nyd panoramaudsigten og oplev bagefter Marrakechs eksotiske markeder og basarer til fods.
Sahara kan nydes fra kamelryg, og særlig ved solopgang og solnedgang er lyset helt specielt. Adgang til ørkenen går typisk gennem den betagende by Ouarzazate, hvor du ikke må gå glip af den ældgamle kasbah. Ørkenen syd for Atlas-bjergene byder på endeløse sandklitter og masser af spændende krybdyr, og kan opleves både på en dagstur eller fx med en overnatning i luksuriøst indrettede beduintelte.
Covid-19
Information officielt
Oplysningerne givet her om rejser til Marokko under Covid-19 er nøjagtige efter vores bedste viden. Men disse oplysninger er stadig kun givet som vejledning. Tjek venligst altid med officielle kilder før du reserverer rejsen og igen regelmæssigt før rejsen, da oplysninger og krav kan ændre sig og med kort varsel.
Her finder du Udenrigsministeriets officielle informationer om
Rejser til Marokko under Covid-19 (Udenrigsministeriet)
https://marokko.um.dk/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19
der altid bør have den senest opdaterede information.
Information fra Elcano Travel
Nedenfor finder du vores informationer om rejser til Marokko under Covid-19.
Disse oplysninger er sidst opdateret den 23. februar 2022
Indrejseregler
Marokko har ikke længere indrejseforbud, men der gælder krav om negativ COVID-19 test for indrejsende. Testen skal være en PCR test og være taget inden for 48 timer før ankomst. Dertil er indført hurtigtest (antigen) af alle rejsende ved ankomst til Marokko. Der foretages desuden stikprøvekontrol med PCR-test.
Pas & Visum
Pas
Der er ikke visumpligt til Marokko for danske statsborgere ved rejser under 90 dage. Ved indrejse i Marokko skal du have et pas der er gyldigt i minimum 3 måneder fra den dato du ankommer til landet. Børn og spædbørn skal ligeledes have deres eget gyldige pas.
Visum
Der er ikke visumpligt for danske statsborgere. Ved indrejse skal man kunne dokumentere, at være i besiddelse af gyldig returbillet, samt have penge nok til opholdet. Vær opmærksom på at holde dig opdateret angående regler for visum samt ind- og udrejse i Marokko inden afrejse. Opdateret information kan findes på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vaccinationer & Sundhed
Vaccinationer
Når du rejser til Marokko, anbefaler Statens Serum Institut at du ved en almindelig turistrejse er vaccineret mod stivkrampe, difteri og hepatitis A. Derudover advarer de om at undgå tæt kontakt til lokale dyr pga. hundegalskab. Spørg din læge til råds eller se mere om anbefalinger angående vaccinationer og sygdomme i Marokko på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Sundhed
Under en rejse i Marokko skal du særligt være opmærksom på at beskytte dig mod solen, drikke rigelig vand og holde en god hygiejne for at undgå mavevirus.
Tidsforskel
Marokko er 1 time bagud i forhold til Danmark.
Vintertid i Danmark
Når klokken er 12.00 i Danmark er klokken 11.00 i Marokko.
Sommertid i Danmark
Når klokken er 12.00 i Danmark er klokken 10.00 i Marokko.
Sikkerhed
Generelt
Marokko er et forholdsvist sikkert land at rejse i, men vær opmærksom på lommetyve i tætbefolkede områder og på markeder, og brug ellers din sunde fornuft når det kommer til fremmede og for at undgå svindel og tyveri.
Stranden
Er du ved stranden bør du være opmærksom på skilte og flag der kan signalere fare i vandet, og badeforhold. Tidevand og understrøm kan være en fare i Marokko, som i så mange andre lande, så vær opmærksom på varsler og opfør dig efter forholdene.
Valuta & Betalingmidler
Valuta
Den nationale møntfod hedder marokkanske dirham, hvor 100 dirham svarer til ca. 65 kroner. Det er ikke tilladt at hverken ind- eller udføre dirham fra Marokko.
Betalingsmidler
Kontanter
Det kan være svært at veksle danske kroner, så medbring evt. euro eller amerikanske dollars.
Kreditkort
Kreditkort accepteres mange steder, særligt de steder, hvor rejsende kommer. De mest almindeligt accepterede kort er VISA og MasterCard. Dog er det en god ide at have kontanter i pungen, da der kan være steder, der ikke tager kreditkort – der kan hæves penge i de fleste hæveautomater - for det meste hæve op til 1.500 Dkr om dagen per kort. Vær opmærksom på at de marokkanske hæveautomater tager 30-40 Dkr for udenlandske transaktioner, ud over det eventuelle gebyr der kan være fra din egen bank.
Prisniveau & Drikkepenge
Prisniveau
Afhængig af dit budget kan du rejse i Marokko derefter. Spiser du streetfood, vælger simple hoteller, benytter dig af billig og offentlig transport og holder dig fra de mest populære destinationer, kan du sagtens klare dig med et stramt budget. Men uanset hvilket budget du rejser på, er Marokko stadig en budgetvenlig destination, hvor du vil opleve at få meget for pengene. Vi kan hjælpe dig med at sammensætte den rejse til Marokko du drømmer om, uanset hvilket budget du kommer med.
Drikkepenge
Det er både velanset og værdsat at give drikkepenge i Marokko. Mange restauranter inkluderer et servicegebyr i regningen, i disse tilfælde er det mindre nødvendigt med drikkepenge. Derudover bliver de fleste servicefolk (tjenere, chauffører, massører m.m.) meget glade for et mindre beløb i drikkepenge.
Internet & Telefon
Du kan finde WI-FI på langt de fleste hoteller, cafeer og restauranter. Det er muligt at bestille et lokalt telefonkort gennem Elcano Travel, som kan leveres ved ankomst på din bookede rejse.
- Marokkos landekode er +212
- Politi 19
- Brandvæsen 15
Sprog & Miniparlør
Fransk og arabisk er de officielle sprog, men på steder med mange rejsende, kan man normalt gøre sig forståelig på engelsk.
Fransk miniparlør
Goddag/godmorgen: Bonjour
Farvel: Au revoir
Jeg vil gerne have…: Je voudrais…
Mange tak: Merci beaucoup
Oui/non: Ja/nej
Undskyld: Excusez-moi