Smukke solnedgange og en afslappet atmosfære

En lille smuk ø beliggende i Andamanhavet i det sydvestlige Thailand. Kendt for sin naturlige skønhed og smukke strande, der er ideelle til afslapning og solbadning. Koh Lipe er også kendt for sine gode dykker- og snorkelmuligheder, hvor man oplever det farverige undervandsliv og imponerende koralrev. Øen er samtidig kendt for sin spændende kultur, der afspejler en blanding af malaysisk, thailandsk og indisk påvirkning. Øen har dertil en afslappet stemning, hvor der er mange små butikker, barer og restauranter. Øen er ikke i lige så meget feststemning som Koh Phi Phi eller selve Phuket i nord, men hvis man søger et meget afsondret ø-paradis, er Koh Lipe ikke det rette valg.
Billeder fra Koh Lipe
Hvorfor rejse til Koh Lipe?

Midt i Andamanhavet i det sydlige Thailand finder du øgruppen Butang, bestående af 51 øer. Af disse øer er kun én af dem beboet, nemlig den paradisiske ø Koh Lipe, også kendt som ”Maldiverne i Thailand”. Spækket med rene strande med hvidt puddersukkersand og omringet af måske det klareste vand i hele Thailand, er det ikke svært at se, hvorfor denne ø de sidste par år er blevet en ny favorit for mange besøgende. Men selvom øen har nydt godt af den stigende turisme og de mange nybyggede hoteller og små resorts, har den formået at beholde den hyggelige ø-stemning, uden at blive fuldkommen overrendt. Her får du altså den perfekte thailandske ø-ferie uden at føle, du er landet i en af landets mange turistfælder. Her kan du altså med ro og mag slå benene op og nyde en kold drink på stranden, mens du svælger i den enestående udsigt over det azurblå hav.

Med en størrelse på under fem kvadratkilometer, er stemningen på Koh Lipe både intim og afslappet. Her tager det ikke mere end 45 minutter at gå fra den ene ende af øen til den anden, og dette betyder, at øen heller ikke er fyldt med biler og dertilhørende bilos. Der er dog et godt udvalg af motorcykeltaxier, der kan tage dig til din ønskede destination, hvis du en dag ikke har lyst til at begive dig ud på en gåtur.

Det er vigtigt at bemærke, at da øen er en del af nationalparken Taruto National Marine Park, opkræves der et gebyr på cirka 220 baht (cirka 45 kroner) per voksen, og 120 baht (cirka 25 kroner) per barn. Gebyret skal betales i havnen på fastlandet, og der kan kun betales med kontanter.

Hvornår skal du rejse til Koh Lipe?

Højsæsonen for Koh Lipe er fra november til april. Vejret i denne periode er varmt og solskinsrigt med meget lidt regn, med en temperatur på i gennemsnit 30°C. Ønsker du at rejse til Koh Lipe uden for højsæsonen skal du være opmærksom på, at selvom hotelpriser falder, har mange turistattraktioner også lukket, og bådtrafikken til og fra øen er meget begrænset. Vær opmærksom på, at i månederne august og september oplever øen rigtig meget regn og høje bølger på havet. Hvis man dog kan se bort fra dette, kan man alligevel nyde godt af høje temperaturer, da gennemsnitstemperaturen på øen er mellem 26-28°C for hele året.

Thailands smukkeste strande

Koh Lipe er kendt som ”Maldiverne i Thailand”, og når man oplever øens strande, er det ikke svært at se hvorfor. Krystalklart vand, kridhvidt sand og muligheden for både at slappe af i sandet dagen lang eller udforske det spændende liv under vandoverfladen med snorkel, danner rammerne for et strandparadis uden lige. På trods af sin størrelse, er der et hav af strande langs øens kyst, der alle byder på noget forskelligt. 

Det skal du opleve

Omgivet af noget af det klareste vand i Thailand, undrer det nok ikke nogen, at dykning er en populær aktivitet for turister og lokale på øen. Fra Koh Lipe kan du besøge nogle af de bedste dykkerområder i verden, og opleve den fascinerende verden under overfladen. Kun ti minutter væk i båd, finder du koralrevet Stonehenge, hvor du kan se de flotteste eksotiske fisk som søheste, stenfisk, gulhalede snappere og meget mere! Lidt længere væk finder du 8 Mile Rock, der især er kendt for at være beboet af de store hvalhajer, som du kan være heldig at støde på under din dykketur!

Hvis du ikke er til hverken at snorkle eller dykke, kan du også blot tage på en bådtur til en af de mange omkringliggende øer. Her kan du komme lidt væk fra de travle strande og nyde den totale stilhed, kun afbrudt af bølgeskvulp og fuglefløjt. Du kan også leje en kajak og selv sejle ud til disse fantastiske, uberørte sandstrande.

Sejler du ud til naboøen, Kho Adang, vil du finde uberørt natur og gode snorkelmuligheder. Bevæger du dig ind på øen, kan du gå til udkigspunktet midt på øen, hvorfra du får den bedste udsigt over øen og det omkringliggende Andamanhav. På øen kan du også finde et hemmeligt vandfald – hvis du er heldig!

Kontakt vores dygtige og erfarne rejseagenter hos Elcano Travel for at finde ud af, hvordan du får udnyttet din ferie på Koh Lipe til sit fulde!

Hvordan kommer du rundt?

Eftersom Koh Lipe er en så lille ø, giver det allerbedst mening at bevæge sig rund til fods. Det tager ikke mere end 45 minutter at gå fra den ene ende til den anden, og omkring 15-20 minutter at gå fra den ene ende af Walking Street til den anden. Der findes dog motorcykeltaxier, nogle med sidevogne, der kan tage dig rundt, hvis du en dag vil have en pause fra gåturen.

Hvordan kommer du til Koh Lipe?

Hvis man lander med fly i Krabi lufthavn, skal man først fra lufthavnen til havnen i Pakbara. Dette kan gøres i bus, med en tur der tager omkring 4 timer. Derefter er det dog nemt og hurtigt at komme til Koh Lipe. Det tager blot halvanden time med speedbåd til Pattaya Beach, og mens du sejler, kan du nyde det utrolige udsyn til alle øerne i nationalparken Taruto National Marine Park.

Kommer du fra andre øer i Andamanhavet, sejler der dog også færger fra omkringliggende øer som Koh Lanta, Trang, Koh Ngai, Koh Muk og Koh Bulon. Det er også muligt at rejse til øen direkte fra Malaysia.

Oplev Walking Street

Langs Walking Street finder du størstedelen af øens butikker og restauranter. Her kan du få alt det, du behøver på en ferie, men du skal ikke regne med at finde nogle mærkevarebutikker her. Souvenirbutikker, lokale tøjbutikker og andre småbutikker dominerer, og giver gaden en hyggelig, ægte østerlandsk stemning. I restauranterne finder du mest autentisk thailandsk mad, men hvis du foretrækker vestlige køkkener, kan du også finde restauranter med et bredere menukort. Walking Street er også stedet at tage hen, hvis du vil booke en tour eller en guide.

Om dagen er Walking Street en stille, sløv gade, hvor folk døsigt bevæger sig ind og ud af de små butikker, men om natten forvandler gaden sig til det perfekte sted at tilbringe den varme sommernat. Her kan du nyde en drink på en bar og opleve nogle af de festligheder, der ofte udfolder sig i gaden.

Øhop i Andamanhavet

Grundet sin placering i Andamanhavet, er Koh Lipe det perfekte stop, hvis man ønsker at begive sig ud i at øhoppe. Der ligger mange mindeværdige øer inden for overskuelig sejleafstand, blandt andet Koh Sukorn og Koh Hai. Ønsker du at udforske idéen om at tage på øhop i det sydlige thailandske øhav, kan du kontakte os hos Elcano Travel, så vi sammen kan sammensætte en rejseplan der passer til netop dig!

background graphic