Udforsk byen der er kendt for pulserende atmosfære, livlige gader og spændende natteliv

Fransk arkitektur, storslåede katedraler, traditionelle vietnamesiske strukturer og skyhøje højhuse står side om side i den eklektiske by, Ho Chi Minh City. Som en smeltedigel af kulturer og stilarter står byen i dag som den største og mest fascinerende by i Vietnam. Her kan du kombinere storbyferie med kultur og fantastisk natur, mens du nyder godt af den delikate madkultur, der hersker her. Lær mere om Vietnams interessante og tragiske fortid, mens du går på opdagelse i underjordiske tunneller og lærerige museer, og tag en pause i en af de mange smukke og velholdte parker, der er spredt rundt i byen. I Ho Chi Minh City er der altid noget at tage sig til.
Billeder fra Ho Chi Minh City (Saigon)
Hvorfor rejse til Ho Chi Minh City?

Som den største by i hele Vietnam, er Ho Chi Minh City i dag en af de mest yndede og interessante destinationer i landet. Byen er også kendt som Saigon, da den i 1975 skiftede navn til officielt at hedde Ho Chi Minh City (eller Thành phố Hồ Chí Minh på vietnamesisk), og mange af indbyggerne nægter den dag i dag stadig at anerkende navneskiftet. Midtbyen, også kaldet District 1, kendes i dag som Saigon, men mange af de lokale kalder stadig byen ved sit tidligere navn. Med mere end 8 millioner indbyggere, og næsten lige så mange motorcykler, emmer storbyen af energi, men på trods af dette har den alligevel formået at bevare en del af dens tidligere rolige atmosfære og charme.

Ho Chi Minh-regionen startede ud med at være bosat af Khmer-folket fra Cambodia, men blev i det 17. århundrede overtaget af vietnameserne. I 1859 erobrede franskmændene området, og begyndte at kolonisere hvad der dengang var kendt som Saigon. Her byggede de elegante bygninger, brede boulevarder og den store katedral Notre Dame, der blev bygget af materialer importeret helt fra Frankrig. Alle disse ting kan stadig ses, og blender ubesværet sammen med de omkringliggende bygninger. Ho Chi Minh City er i dag en blanding af gammelt og nyt, og de mange forskellige kulturer har hver især sat deres spor i den sprudlende by.

Hvornår skal du besøge Ho Chi Minh City?

Grundet sin tætte beliggenhed på ækvator, er vejret i Ho Chi Minh ofte meget varmt og fugtigt. Området har generelt to sæsoner: den tørre og den våde. Tørsæsonen varer fra december til april, og mange synes det er det perfekte tidspunkt at rejse på. Vinden fra nordøst bringer også køligere temperaturer med sig, og temperaturen i disse måneder ligger som regel mellem 21°C og 34°C. Regnsæsonen varer fra maj til november, og bringer en masse regn med sig og høj luftfugtighed. Når det ikke regner, står solen dog højt på himlen, og det er derfor alligevel muligt at få udforsket byen i denne periode. Da det ikke er højsæson, er det også muligt at spare penge på sin rejse. Det er dog anbefalet at undgå at rejse mellem april og maj, da temperaturen kan komme helt op på 39°C her, hvilket kan være helt uudholdeligt.

Hvor skal du bo i Ho Chi Minh City?

I Ho Chi Minh City er der et hav af forskellige steder at bo, da byen er spækket med indkvartering til ethvert behov og prisklasse. Kontakt vores erfarne rejseagenter for at høre mere om, hvor du skal bo under dit besøg til Ho Chi Minh City!

Midtbyen
Også kaldet District 1, er midtbyen i Ho Chi Minh stedet at være, hvis du vil opleve det travle byliv og samtidig være tæt på lækre restauranter, gode indkøbsmuligheder og sightseeing. Her finder du også nogle af de mest ikoniske vartegn, byen har at byde på, og der er en lang række forskellige muligheder for indkvartering, alt lige fra billige hostels til luksuriøse 5-stjernede hoteller.

Nguyen Hue Boulevard
Som den ældste og bredeste gade i Ho Chi Minh City, har denne boulevard spillet en signifikant rolle i landets historie. Under Vietnam-krigen boede udenlandske korrespondenter på de mange hoteller, der ligger her. I den ene ende af gaden finder du byens smukke rådhus, og i den anden ende ligger Saigon-floden. Du skal bo her, hvis du søger et område fyldt med barer, restauranter og masser liv.

Cholon
Dette område er det største kinesiske område i hele Vietnam, og er en af de bedste områder at bo i, hvis du søger billig indkvartering. Her finder du et hav af buddhistiske templer og travle markeder, og du kan nemt hyre en cyclo for at udforske alt det, Ho Chi Minh Citys Chinatown har at byde på.

Pham Ngu Lao
Hvis du ønsker at udforske det livlige natteliv i Ho Chi Minh City, er Pham Ngu Lao perfekt for dig. Kendt som backpacker-distriktet, er de to parallelle gader fyldt med budgetvenlige hoteller, travle barer og street food-boder, der serverer lækker mad på ethvert tidspunkt af døgnet.

Ben Thanh
Bor du tæt på Ben Thanh-markedet, er der ikke langt hjem med alle dine fyldte poser med billigt tøj, lokalt håndværk, vietnamesisk kunst og souvenirs i alle afskygninger. Markedet er et af de ældste i Ho Chi Minh City, og det åbner tidligt om morgenen og lukker sent om aftenen. I nærheden finder du en lang række hostels og hoteller i alle prisklasser.

Dong Khoi
Hvis du foretrækker at bo midt i det mest elegante kvarter i hele byen, er Dong Khoi, tidligere kendt som Rue Catinat, det perfekte sted. Her er du omgivet af elegant fransk arkitektur, og inden for gåafstand finder du en overflod af designerbutikker, kunstgallerier og chikke caféer. Går du en tur langs Dong Khoi, kan du også se det berømte operahus og en håndfuld andre attraktioner.

Byens seværdigheder

Uanset om du er mest til historie, kultur, shopping eller mad, finder du det hele i Ho Chi Minh City. Vietnams største by byder blandt andet på boder med appetitvækkende retter, fine restauranter, museer, markeder, parker, historiske landemærker og meget mere. Du må ikke gå glip af dit livs ferie!

Genforeningspladsen
Hvis du er interesseret i historie, må du ikke gå glip af en tur til Genforeningspladsen. Den store bygning, der blev bygget i 1960’erne, og stadig ligner noget derfra, består af 100 værelser fordelt på seks etager, hvoraf to af dem er under jorden. Det var her præsidenten af Sydvietnam boede indtil slutningen af Vietnam-krigen, og det var også her, Nord- og Sydvietnam blev genforenet til at være ét samlet land. Rundt om paladset er en velholdt park, hvor du kan se originale tanks og jetfly fra krigstiden.

Det historiske rådhus
Rådhuset ligger i den nordlige ende af Nguyen Hue Boulevard, og den lysegule bygning omgivet af grønne træer og buske tårner sig over omgivelserne. Foran bygningen kan du se den berømte statue af den tidligere leder i Vietnam, Ho Chi Minh, også kaldet Uncle Ho. Det er desværre ikke muligt at komme indenfor i denne smukke bygning, da den i dag bruges som sæde for byudvalget, men det er bestemt et besøg værd alligevel.

Det centrale postkontor
Som en af de smukkeste bygninger i Ho Chi Minh City, må du ikke gå glip af et besøg til det centrale postkontor fra slutningen af 1800-tallet, der stadig er i funktion i dag. Bygningen blev designet af Gustave Eiffel, der også er manden bag Eiffeltårnet i Paris, og de farverige glasvinduer og små gitre, der pryder facaden, er et helt unikt syn.

Notre Dame-katedralen
Notre Dame-katedralen blev bygget af franskmændene i midten af 1800-tallet, og er i dag den mest populære kirke at blive gift i i Vietnam. Det er gratis at komme indenfor uden for tilbedelsestider, og du kan her se statuen af Maria, som nogle lokale påstår fældede tårer tilbage i 2005. Kort før jul kan du opleve den store julebazar foran katedralen, og for de fleste turister er det en helt speciel følelse at shoppe juleartikler i 30°C varme!

Jadekejserens pagode
Jadekejseren pagode blev bygget i centrum af Ho Chi Minh City af kinesiske immigranter i 1909 og er siden blevet betragtet som det smukkeste taoistiske tempel i Vietnam. Jadekejseren er en vigtig figur i taoisme, og templet blev i sin tid bygget for at hædre ham. Indenfor kan du finde flere forskellige rum, der alle er dedikeret til forskellige figurer inden for taoisme, blandt andet det forreste rum, der er dedikeret til alle de kvindelige guder. Her kan du finde tolv statuer af kvinder, der alle er dækket af silkestoffer. Disse tolv kvinder repræsenterer hver især et år i den kinesiske kalendercyklus. Udenfor finder du en lille går med bænke og en lille dam med skildpadder, hvor du kan slappe af og nyde den rolige atmosfære.

Phuoc An Hoi Quan-pagoden
Hvis du ønsker held på din videre rejse, er det essentielt at besøge denne pagode inden afrejse. De lokale tager herhen for at tilbyde ofringer til en hellig hest, før de begiver sig ud på en rejse, og det skulle efter sigende give held på færden. Du kan desuden se en samling af rituelle affekter og våben i dette lille tempel.

Cholon
Det kinesiske distrikt Cholon er nu en vigtig del af kulturen i Ho Chi Minh City, men det har ikke altid været sådan. I begyndelsen af det 20. århundrede dominerede ulovlige aktiviteter gaderne. Cholon var engang en uafhængig by, men grundet tilstrømningen af flygtninge især fra Kina, fusionerede den efterhånden med Saigon, og er i dag et anerkendt distrikt i Ho Chi Minh City.

Ho Chi Minh Square
Omringet af smukke bygninger i fransk arkitektur, er Ho Chi Minh Square placeret i hjertet af District 1. Pladsen er især et besøg værd når mørket begynder at falde på, lysene tændes overalt i byen og det livlige natteliv begynder. Følg Nguyen Hue Boulevard hele vejen ned til Saigon-floden, og nyd den spændende by om aftenen.

Bitexco Financial Tower
Hvis du drømmer om at se denne travle by oppefra, kan du besøge The Saigon Skydeck i Bitexco Financial Tower. Beliggende på 49. etage får du herfra en fantastisk udsigt over byen, og med panoramavinduer hele vejen rundt, kan du se byen fra alle vinkler.

Parker i Ho Chi Minh City

Hvis du ønsker en pause fra det travle storbyliv, kan du få en velkommen pause i en af de mange parker i Ho Chi Minh City. Om morgenen kan du for eksempel besøge Le Van Tam Park eller Tao Dan Park for at se de lokale udøve tai chi eller danse – måske du kan lære en ting eller to? I Tao Dan finder du også masser gode fotomuligheder, blandt andet massevis af skulpturer og miniatureversioner af berømte bygninger! Du kan også besøge Van Thanh Park, hvor du kan se en rekreation af en traditionel vietnamesisk landsby.

Et hav af museer

Grundet sin rige historie, er Ho Chi Minh City hjemsted for en lang række spændende museer. Uanset om du interesserer dig for krigshistorie, Vietnams baggrund eller traditionel kunst, er der noget for enhver her.

Krigsmindemuseet
Som et af de mest besøgte museer i Vietnam, er et besøg til Krigsmindemuseet et must-see i Ho Chi Minh City. Her kan du se historien om landets krige med franskmændene og amerikanerne, og der er her udstillet en lang række artefakter som blandt andet våben, fotografer og endda en guillotine.

Ho Chi Minh Museum
Hvis du vil lære mere om Vietnams populære tidligere leder, Ho Chi Minh, som byen også er opkaldt efter, er du nødt til at besøge dette museum. Her kan du lære mere om hans liv og om hans regeringstid, og der er et hav af beretninger og interessante fakta.

Fine Arts Museum
Interesserer du dig for kunst, og ønsker du at udforske vietnamesisk kunst og kultur, kan du besøge museet for skønne kunster. Museet ligger i en smuk bygning i fransk stil, der engang tilhørte den rigeste mand i byen. Museet har en stor samling af malerier i olie, silke og lak, såvel som keramik og skulpturer. Du kan her også finde relikvier der daterer helt tilbage til det 7. århundrede.

Historiemuseet
Ønsker du at lære mere om Vietnams interessante historie, skal du besøge Historiemuseet. Her kan du lære mere om Vietnams kamp for uafhængighed, og høre mere om, hvordan man kan spore kulturer I Vietnam helt tilbage til forhistoriske perioder.

HCMC Museum
Hvis du ønsker at lære mere om historien bag Ho Chi Minh City, er HCMC Museum et godt sted at starte. Her kan du følge byen gennem de sidste mange år, og se arkæologiske relikvier, gamle kort over byen og ældgammel keramik. På den øverste etage kan du se billeder fra den vietnamesiske revolution mod Frankrig såvel som billeder fra Vietnam-krigen.

Hvordan kommer du rundt?

Selvom Ho Chi Minh City er stor, er det heldigvis intet problem at komme rundt til de forskellige distrikter. Du kan tage en taxa, enten en bil eller motorcykel, du kan tage bussen, en cyclo, leje en cykel eller simpelthen bare gå rundt i byen. Alle transportmuligheder er relativt billige, du skal blot huske at aftale prisen på forhånd med eventuelle chauffører, og altid kun tage med taxaer der har et kørende taxameter.

Bred madscene

Uanset hvad du er til madmæssigt, har Ho Chi Minh City lige præcis det, du har lyst til. Selvom boderne og restauranterne primært er domineret af vietnamesisk mad, kan du også finde et hav af forskellig cuisine rundt omkring i byen. Hvis du foretrækker at smage på det lokale køkken, kan du prøve en gang Phở til morgenmad, som er en traditionel nudelsuppe, eller måske en baguette sandwich, også kaldet bahn mi, til frokost.

Hvis du vil smage på mad fra forskellige lande, kan du besøge Pham Ngu Lao Street, hvor du finder mad fra blandt andet Indien, Kina, Thailand og Italien! Du kan også besøge District 1, hvis du vil smage traditionel fransk mad på en af de fine restauranter.

Hvis du er fan af kaffe, må du ikke gå glip af at smage den berømte vietnamesiske kaffe. Traditionelt lavet med en stærk kop kaffe lavet på grovmalede kaffebønner og kondenseret mælk, bliver denne kaffe serveret både varm og kold.

Kulturoplevelser

Vietnamesisk nytår
Det vietnamesiske nytår, også kaldet Tết, ligger normalt sidst i januar eller først i februar. Datoen varierer fra år til år, eftersom det følger månekalenderen. Her dekorerer vietnameserne deres hjem og butikker med farverige blomster og lanterner, og de lokale giver hinanden gaver, for at fejre nytåret. I Ho Chi Minh City kan du under nytåret opleve Nguyen Hue Flower Street Festival, hvor Nguyen Hue Street lukkes for køretøjer og pyntes med alverdens farvestrålende blomster og dekorationer.

Vietnams Uafhængighedsdag
Den 2. september hvert år kan du opleve Vietnams Uafhængighedsdag, der markerer den dag, Vietnam blev uafhængige fra Frankrig i 1945. Byen bliver dekoreret med tusindvis af vietnamesiske flag og om aftenen kan du overvære det overdådige fyrværkerishow, der skydes af over byen.

Shopping til du falder om

Uanset om du vil udforske markeder, prutte om prisen eller bruge dine penge på dyrt mærkevaretøj, kan du få det hele i Ho Chi Minh City. Her finder du en kæmpe variation af distrikter, der alle kan byde på noget helt forskelligt. Du kan for eksempel starte dagen på et af markederne, der sælger helt friske råvarer og håndlavede souvenirs. Når solen står højt på himlen, kan du søge indenfor i et af de store indendørs centre med aircondition, og så slutte dagen af med aftensmad fra en gadesælger. Mulighederne er uendelige!

Markeder i Ho Chi Minh City
Byens mange forskellige markeder har alt det, du lige står og mangler – og mere til. Her kan du få alt lige fra billige souvenirs, håndlavet kunst fra de lokale kunstnere og mad i massevis. Værd at nævne er de mange indendørs madmarkeder, der er spredt ud over byen. Søger du markeder, hvor du kan få stillet din shoppingtrang, kan vi anbefale Bihn Tay Market i Chinatown, An Dong Market i District 5 og Ben Than Market i District 1. Især Ben Tahn Market er et af de vigtigste markeder i hele byen, hvor flere hundrede boder står side om side og sælger alt lige fra grøntsager, frugt, krydderier og blomster til malerier, silkestoffer og kunsthåndværk.  

Saigon Square
Saigon Square indkøbscenter består af to bygninger, der ligger nogle kilometer fra hinanden. Begge bygninger indeholder et hav af boder, der minder meget om hinanden, hvor du kan få håndlavet chokolade, tøj og andre goder. Husk at prutte om prisen, for du vil med garanti kunne få skubbet prisen helt i bund!

Vincom Centre
Ønsker du at få en ægte shoppingoplevelse, hvor du ser det bedre vietnamesiske borgerskab, skal du besøge Vencom Centre. Centret er fordelt over to bygninger, hvoraf den ene er en fransk kolonibygning, og den anden en høj skyskraber. Her kan du finde mærkevarebutikker, elektronikbutikker, fine restauranter og butikker med lokale såvel som internationale mærker.

Nguyen Trai Street
Denne gade kobler District 1 til Chinatown, og er derfor altid travl. Grundet dette er der masser liv i gaden, og fortovene er fyldt med boder og lokale og turister, der går ind og ud af det forskellige butikker. Her kan du især finde tøj, sko, tasker og smykker til gode priser.

Xo Viet Nghe Tinh Street
Hvis du er på jagt efter et godt tilbud på elektronik og lækre snacks, skal du besøge Xo Viet Nghe Tinh Street. Her finder du også et hav af frisk frugt og grønt. Prøv blandt andet et glas helt friskpresset sukkerrørssaft, der vil fylde dine energidepoter op for dagen.

Destinationer i området

Selvom der er masser at lave i Ho Chi Minh City, er der også en lang række spændende destinationer lige i nærområdet. Hvis du en dag søger lidt ro fra den hektiske hverdag i storbyen, kan du med fordel besøge Mekong Delta, hvor du kan tage på en afslappende bådtur i en sampan, der er en træbåd med en flad bund. Her vil du sejle forbi plantager med tropisk frugt og glitrende rismarker, hvor bønderne går og passer risen, og der måske endda ligger en flok vandbøfler og slapper af i solen. En anden god destination i dette område er Cai Be, hvor du kan se den tropisk flora og fauna og endda sejle i midten af et flydende marked, hvor de lokale sælger alskens varer direkte fra deres både. Her vil du i sandhed opleve det autentiske Vietnam!

Hvis du er interesseret i at opleve endnu mere af den fantastiske natur, der omgiver Ho Chi Minh City, må du ikke gå glip af en dagstur til Can Gio Mangroveskov! Kun 40 kilometer fra byen, vil du føle at du er flere verdener væk, når du besøger dette UNESCO-fredede paradis. Her kan du opleve eksotiske dyr som aber, gibboner, krokodiller og et hav af andre, tropiske dyr! Læn dig tilbage i din båd og sejl langsomt ned ad floden, mens du nyder synet af de imponerende planter og dyr, der omgiver dig.

En af de vigtigste, og måske mest berømte, destinationer uden for byen er Cu Chi tunnellerne. Tunnellerne rækker sig over 120 kilometer under jorden, og var engang bolig for vietnamesiske soldater og krigere for Viet Cong under Vietnam-krigen. Her kan du kravle gennem de smalle tunneller, smage det mad, soldaterne engang levede af og endda prøve at affyre en M16 riffel – hvis du tør. Her kan du se de mange komplicerede gange og rum, hvor folk boede, og sommetider var fanget i op til flere dage. Tunnellerne er en nøgtern påmindelse om de vietnamesiske soldaters virkelighed under de mange krige, og viser hvordan de måtte kæmpe mod ikke kun deres fjender, men også sygdom, luft- og madmangel og giftige dyr, der nemt kunne gemme sig i tunnellerne.  

background graphic