Besøg den smukke og historiske hovedstad i Vietnam!

En ferie til Vietnams spændende hovedstad, Hanoi, er perfekt til dig der søger en destination fyldt med historie, kultur og fantastisk skønhed. Med karakteristiske bygninger, et travlt byliv og smuk natur lige om hjørnet, har Hanoi alt det, du søger på en rejse til en storby og mere til. Her kan du opleve Vietnams lækre køkken, se historiske monumenter og opleve den berømte Ha Long Bay, hvor du kan beundre de høje kalkstensformationer, der rager langt op af det klare vand. Velkommen til Hanoi!
Billeder fra Hanoi
Hvorfor rejse til Hanoi?

I hjertet af Nordvietnam, ved bredden af den Røde Flod, finder du den travle, og dog traditionelle, hovedstad Hanoi. Her kan du opleve hvordan den historiske vietnamesiske kultur nemt og ubesværet blander sig med det moderne liv. Her finder du interessante bygninger og distrikter, inspireret af vietnamesisk, kinesisk og endda fransk kultur. Her finder du templer og pagoder side om side med moderne skyskrabere, der formår at blende ind med byens mange søer.

I Hanoi finder du ikke bare imponerende arkitektur, men også fantastisk natur. Gå en tur i en af byens mange parker eller tag på en dagstur til billedskønne Ha Long Bay, en af de smukkeste bugter i verden. Her kan du opleve junglebeklædte kalkstensklipper, der er spredt i vandet. Hanoi er også det perfekte udgangspunkt, hvis man ønsker at udforske det nordlige Vietnam yderligere. Kontakt vores erfarne agenter for at høre mere om dine muligheder for en kombineret rejse.

Hvornår skal du besøge Hanoi?

Som de fleste andre tropiske steder, har Hanoi både en våd og en tør sæson. Det bedste tidspunkt at rejse hertil er i tørsæsonen, der løber mellem november og april. Her kan du nyde godt af det tørre vejr, komfortable temperaturer på mellem 21 og 28oC og minimal luftfugtighed. Maj til oktober er regnsæson, og selvom det ikke regner helt så meget her, som det kan gøre ved kysten, kan man alligevel forvente regn stort set hver dag. Temperaturerne i denne periode ligger ofte omkring de 30oC med høj luftfugtighed, og mange foretrækker derfor at rejse i tørsæsonen.

Det skal du opleve i Hanoi

Som en af Vietnams ældste byer, er der et væld af interessante attraktioner og historiske monumenter at besøge. Her finder du alt fra hellige templer, oldgamle universiteter og historiske pagoder til moderne museer, katedraler og det berømte operahus.

Hoan Kiem Lake
Det bedste tidspunkt at udforske Hoan Kiem på, er så tidligt om morgenen som muligt. Her kan du nemlig undgå myldretiden for turister, og tilmed se de lokale udføre tai chi på søens bred, mens du nyder dagens første solstråler. Det er også her du finder et af Hanois mest kendte motiver, den røde bro der fører over vandet til en lille ø, hvor du finder Ngoc Son-templet. Husk at hold øje med vandet - de lokale mener nemlig, at hvis du ser en skildpadde her, bringer det held.

Hanoi-katedralen
Hanoi-katedralen blev bygget i 1886 af franskmændene under koloniseringen af Hanoi. Bygget på et vietnamesisk buddhistisk tempel, den romansk-katolske Sankt Joseph-katedral er den ældste kirke i hele byen. Selvom det ydre er et klassisk fransk design, kan det godt betale sig at kigge indenfor, da kirkens indre er dekoreret i vietnamesisk stil og med masser farver.

Lotte Tower Observation Deck
Hvis du ønsker at beskue Hanoi oppefra, er dette stedet at tage hen. Lotte Tower er en 65 etagers skyskraber, hvorfra du kan få den mest fantastisk og betagende udsigt over byen.

Old Quarter
Den gamle by i Hanoi er en pulserende bydel tæt på Hoan Kiem-søen i midten af byen. Her kan du opleve Hanois ældste bydel, og udforske den interessante mix af traditionelle og moderne butikker. Her finder du også forskellige templer, gemt væk i sidegaderne, og store markeder.

Bach Ma Temple
Bach Ma-templet er den ældste struktur i Hanois Old Quarter, bygget helt tilbage i år 1010. Templet er bygget til ære for den hvide hest, der ifølge legenden viste den daværende kejser, hvor han skulle bygge sit citadel. I templets pagode kan du se en statue af denne hest.

Quan Thanh Temple
Selvom Bach Ma er det ældste tempel i den gamle bydel, er Quan Thanh det ældste i hele Hanoi. Her kan du se statuer af de mange taoistiske guddomme, inklusive guden for kampsport. Grundet dette, holdes der ofte diverse kampsportskurser her, som du kan overvære eller måske endda deltage i.

Hanoi Opera House
Bygget mellem 1901 og 1911 af franskmændene er Hanois operahus i dag et af landets kulturelle knudepunkter. Både internationale og lokale artister optræder ofte her, med alt lige fra ballet, orkesterkoncerter, vietnamesiske operaer og traditionel folkemusik.

Hỏa Lò Prison
Hỏa Lò Prison blev bygget af franskmændene, og blev oprindeligt brugt til at huse politiske fanger, indtil det i 1950’erne blev overgivet til vietnameserne. Her blev det brugt under Vietnam-krigen, hvor det husede amerikanske krigsfanger. Her kan du få et unikt og skræmmende indblik i Vietnams rolle i krigen, og lære mere om fangernes skæbne.

Temple of Literature
En af de måske smukkeste og mest underskønne turistattraktioner i Hanoi er Temple of Literature, på vietnamesisk Văn Miếu. Da det blev bygget helt tilbage i 1070 af kejser Lý Thánh Tông, dedikeret til den kinesiske filosof Confucius, blev det Vietnams allerførste universitet, og er i dag et af de bedste eksempler på klassisk vietnamesisk arkitektur. Selvom du ikke kan udforske hele campus, kan du stadig opleve de mange gårdspladser og gå på opdagelse i de forskellige pavilloner og pagoder. Du kan her også møde mange studerende fra hele landet, der kommer for at få held til deres fremtidige eksaminer.

Vietnam Military History Museum
Hvis du interesserer dig for militærhistorie, er Vietnams Militærhistoriske Museum i Hanoi et oplagt stop. Her kan du opleve tanks, jagerfly, våben og andre levn fra krige. Du kan også høre fortællinger fra gamle soldater, der kæmpede i Indokina-krigene og hvis du på vej hjem stopper ved Huu Tiep-søen, kan du se et gammelt nedskudt B-52-fly.

Ho Tay Water Park
Hvis du trænger til en pause fra det varme, tropiske vejr, kan du tage en velfortjent pause i Ho Tay Vandpark, beliggende i West Lake Park. Der finder du et stort kompleks med swimmingpools, flere vandrutsjebaner og en ”lazy river”, hvor du kan slappe helt af, mens du driver rundt i en gummiring. Mens du er i West Lake Park, kan du passende blive, for at se den farvefulde solnedgang.

Vietnam Museum of Ethnology
Vietnam er mangfoldig med hele 54 forskellige etniske grupper, og mange af disse finder du endda i Nordvietnam, ikke langt fra Hanoi. Vietnams Etnologiske Museum giver dig et unikt indblik i disse forskellige gruppers kulturer og traditioner. Indendørs kan du finde artefakter som traditionelt tøj, smykker og diverse værktøj til hverdagen, hvor du udendørs kan finde målestokstro huse, der kan findes forskellige steder i Vietnam. Dette er bestemt en af højdepunkterne ved Hanoi!

Vietnamese Women’s Museum
Det Vietnamesiske Kvindemuseum er dedikeret til at opnå lighed mellem kønnene gennem dannelse, og du kan her se forskellige objekter anvendt af kvinder, såsom traditionelle dragter, keramik og andre hverdagsobjekter fordelt over fem etager, hver med sit eget tema. Du kan her også lære om kvindernes rolle i Vietnams rige historie.

Water Puppet Shows
Overalt i området omkring Hanoi kan du finde teatre, der opfører det traditionelle vanddukketeater. I et bassin med talje dybt vand, kan du opleve dramatiske og fascinerende fortællinger gennem trædukker. Et af de mest kendte teatre i Hanoi er Thang Long-teatret, der ligger lige ved Hoan Kiem-søen.

Trấn Quốc Pagoda
Som en af de ældste buddhistiske templer, er Trấn Quốc Pagoden bestemt et besøg værd. Her kan du tage hen, hvis du vil opleve den opslugende energi, der fylder templet, som stadig er et aktivt tempel den dag i dag.

One Pillar Pagoda
Denne lille pagode står på en enkelt søjle midt i en lille sø, og siges at ligne en lotusblomst i vandet. Den er en af de mest ikoniske pagoder i hele Vietnam, og på trods af størrelsen, vil du blive overrasket over den rolige energi og historiske aura, der indhyller den.

Ho Chi Minh Mausoleum
Ingen ferie til Hanoi, uden at slå et smut forbi det kæmpestore mausoleum for Vietnams tidligere leder, Ho Chi Minh. Her kan du se den populære leders balsamerede lig, og overvære et vagtskifte mellem de militærvagter, der patruljerer området.

Parker i Hanoi

Bygget rundt om naturskønne søer, bliver der lagt stor vægt på at beholde så meget af Vietnams naturlige skønhed som muligt i byen. Dette ses især i de mange parker, der fylder i Hanois gadebillede. Her kan du tage en pause fra de travle gader, og falde helt ned i gear, mens du nyder Vietnams smukke natur.

Thong Nhat Park
I Thong Khat finder du smukke nyklippede plæner, blomstrende træer en masse og en stor sø, hvor du kan leje en svanebåd og køle lidt ned i varmen.

Thu Le Park
Hvis du søger en park med en lang række aktiviteter, skal du besøge Thu Le. I denne store park finder du en sø, hvor du kan tage en sejltur, Hanoi zoologisk have, hvor du finder flere vietnamesiske hjemmehørende dyr, flere spisesteder og flere steder at spille tennis. Du kan endda synge karaoke her!

Bach Thao Botanical Park
Lige bag Ho Chi Minhs mausoleum finder du Bach Thao Botaniske Have, der kaldes ”Hanois lunger”. Bach Thao betyder ”hundredvis af planter”, og man kan tydeligt se hvorfor. Her kan du opleve et stort udvalg af både planter og træer, der vokser vildt i Vietnam, men også planter fra andre steder i verden.

Hvordan kommer du rundt?

Der er flere forskellige måder at komme rundt i Hanoi på. Uanset om du har taget de gode sko på eller foretrækker at blive kørt rundt, er der en transportform for dig. Byen har både taxaer og offentlig transport, der er relativ nem at finde ud af og billig. Du kan også tage en tur i en cykeltaxa, eller leje din helt egen cykel. Heldigvis er Hanoi ikke større, end at du sagtens også kan gå til de fleste ting.

Hvordan kommer du til Hanoi?

Som Vietnams hovedstad, har Hanoi naturligvis sin egen lufthavn, som endda er den største i landet. Her finder du hver dag mange internationale afgange og ankomster, så det er let som en leg at komme hertil. Fra lufthavnen kan du arrangere transfer, tage bussen eller en taxa til din indkvartering.

Traditionel mad

Vietnam er kendt for sin spændende og aromatiske mad, og især street food er populært i Hanoi. Grundet dette, kan du også nyde godt af at hyre en guide til at vise dig det allerbedste street food, Hanoi har at byde på. Du kan også besøge det indendørs Dong Xuan Market i den gamle bydel, hvor du finder de lækreste retter. Prøv blandt andet en skål bun dau, der er tofu i en varm nudelsuppe. Som tilbehør kan du prøve en gang banh xeo, som er en slags sprød rejepandekage. På vej hjem kan du stoppe forbi en kaffeshop, hvor du er nødt til at prøve en kop vietnamesisk kaffe, lavet på stærk kaffe og kondenseret mælk.

En anden ting der bestemt skal opleves, er et koldt glas bia hoi, den helt friskbryggede vietnamesiske øl. Brygget og bragt frisk til barer og restauranter hver dag, er denne øl helt fantastisk til at slukke tørsten på en varm dag. 

Oplev Hanois festivaler

Hvert år afholdes et væld af forskellige kulturelle begivenheder og festivaler. Den 2. september kan du blandt andet opleve to helligdage, på den samme dag. Her fejrer de deres uafhængighedsdag og mindes deres elskede leder Ho Chi Minh, da det også er hans dødsdag. Du kan også opleve det vietnamesiske nytår, der som regel falder sidst i januar eller først i februar. Befolkningen pynter hele byen med farverige bannere i røde og gule farve, der siges at bringe held. En sidste mindeværdig festival er Perfume Pagoda-festivalen, der afholdes hvert år mellem januar og april. Her valfarter pilgrimme fra både Vietnam og andre lande til Hanoi for at lave ofringer og bede til guderne.

Hanois mange markeder

Hvis du betænker, at du vil tage på en lille shoppetur i hovedstaden, er der heldigvis masser af steder, dette kan gøres. Du kan købe alt lige fra traditionelle klæder til luksusgoder til håndlavede ting.

Dong Xuan Market
Dette marked ligger i en stor bygning i den gamle bydel, og er det største indendørs marked i Hanoi. Her kan du finde alt det, dit hjerte begærer, uanset om det er tøj, tilbehør, køkkenmaskiner eller endda kæledyr. Du kan også finde håndlavede affekter lavet af Vietnams minoriteter.

Hang Da Market
Hang Da er stedet at tage hen, hvis man vil lede efter traditionelle tøjklæder og frisk frugt og grønt. Hvis du vil opleve Hang Da, er det bedst at gøre det i hverdagene, da det bliver ekstremt travlt i weekenderne.

Hanoi Weekend Night Market
På Hanois weekendnatmarked finder du et hav af lokale specialiteter, og det er bestemt et besøg værd, hvis du vil smage mere af det vietnamesiske køkken. Her kan du også finde billige tasker, t-shirts og andet, der vil udgøre den perfekte souvenir. Hvis du er heldig, kan du måske endda opleve en af de forestillinger, der fremviser Hanois traditionelle kostumer og musik.

Trang Tien Plaza
Søger du lidt luksusshopping, skal du besøge Trang Tien Plaza. Her finder du en række forskellige high-end mærker fordelt over fem etager med aircondition, der er en velkommen luksus i den varme by.

Hang Gai Street
I den gamle bydel i Hanoi finder du Hang Gai Street, hvor du kan finde tonsvis af forskellige butikker og skræddere, der kun sælger silkeprodukter. Stop her for et helt unikt outfit til din rejse.

Destinationer i området

Med sin beliggenhed i det nordlige Vietnam, er Hanoi det perfekte udgangspunkt, hvis man vil udforske mere af norden. Her kan du rejse til bjergbyer som Sapa, hvor du med dine bedste vandrestøvler på, kan opleve noget af det allerbedste, Nordvietnam har at byde på. Når man er i Hanoi, er det også næsten selvsagt, at man skal opleve den smukke Ha Long Bay. En måde at gøre dette på, er ved at booke en tur i et lille fly, der på 45 minutter flyver dig til kysten, hvor du kan se de smukke kalkstensklipper fra luften. Du kan også tage turen med båd, og opleve den beundringsværdige bugt nedefra på en guidet tur. Du kan også besøge havnebyen Da Nang, hvor du bare skal se den berømte Dragebro, på vietnamesisk Cầu Rồng.

background graphic