Chiang Mai - Thailands kulturelle epicenter

Oplev Thailands kulturelle epicenter I det Nordlige Thailands Chiang Mai, hvor orangeklædte munke kan spottes ved daggry og duften af røgelse hænger tungt omkring de mange smukke templer. Byen er Thailands næststørste by efter Bangkok, og var en markant hovedstad tilbage i det 13. århundrede og har mere end 700 års historie bag sig. Du kan stadig finde ruiner fra de gamle bymure der omkransede Chiang Mai. Chiang Mai ligger omringet af fantastisk natur, og er et perfekt udgangspunkt for mange spændende udflugter. I Chiang Mai møder du en fantastisk blanding af hippe backpackere, buddhistiske munke og en særdeles gæstfri lokalbefolkning. Giv dig i kast med madlavningskurser, vandreture og meditation i dette spændende hjørne af Thailand.
Billeder fra Chiang Mai
Chiang Mai klima

I Chiang Mai vil du opleve en høj luftfugtighed hvor vejret hurtigt skifter fra varme temperaturer til kraftige regnskyl. Det kan særligt opleves i regnsæsonen som er mellem juni og oktober, hvor der vil forekomme pludselige monsunlignende regnbyger. Mellem marts og juni kan du opleve meget høje temperaturer i Chiang Mai, ofte omkring 35 grader. De fleste turister besøger Chiang Mai mellem november og februar hvor gennemsnitstemperaturen er omkring 28 grader og der er meget begrænset nedbør. Da Chiang Mai ligger omringet af bjerge, kan temperaturen falde drastisk om natten, hvor den kan komme helt ned under 10 grader.

Chiang Mai er generelt et par grader køligere end Bangkok og Thailands sydlige øer gennem hele året, hvilket gør det til en perfekt destination til vandreture og andre aktiviteter.

Kulturelle seværdigheder

Meget af den thailandske kultur har sin oprindelse i det nordlige Thailand og Chiang Mai. Her kan du dermed finde et vel af spændende kulturelle oplevelser, og komme helt tæt på den thailandske kultur, deres historie og levevis.

Hvis du elsker det thailandske køkken lige så meget som os, er det oplagt at tage på et madlavningskursus når du besøger Chiang Mai på din næste ferie. Bliv fx mester i at kokkerere din egen pad thai eller kokossuppe. De fleste madlavningskurser indeholder også en tur på det lokale marked, hvor I sammen køber helt friske råvare som skal bruges i løbet af kurset.

Besøg de legendariske natmarkeder, hvor du kan prøve spændende gastronomiske specialiteter eller købe smukke souvenirs i form af håndskårne træfigurer, keramik, tøj eller andre lokale varer. Regionen er kendt for at være et af de bedste shopping-spots i Thailand, og særligt det lokale kunsthåndværk skal du holde øje med.

Tag på guidede vandreture i bjergene og besøg en lokal bjergstamme, se hvordan de lever og bliv introduceret til deres kultur, madlavning og traditioner. Dette er en meget populær aktivitet blandt turister I Thailand, hvor du får mulighed for at opleve en lidt anderledes side af den thailandske befolkning og kultur.

Tempelbesøg

Der er mere end 100 templer i og omkring Chiang Mai, hvilket er et stort tiltrækningsplaster for mange turister fra hel verden. Du behøver naturligvis ikke besøge dem alle sammen, derfor har vi udvalgt nogle af vores favoritter her.

Doi Suthep Tempel ligger i nærheden af Chiang Mai. Her skal du vandre op ad 309 trappetrin for at komme til helligdommen og en uovertruffen udsigt over denne grønne og frodige region. Templet ligger 18 km uden for Chiang Mai, hvor det tårner over byen i 1073 højdemeter på bjergsiden af bjerget Suthep. Er den lange trappe ikke noget for dig, kan du også tage en sporvogn til toppen af bjerget.

Inden for Chiang Mai gamle bymure kan du blandt andet finder templerne Wat Phra Singh som er et af byens vigtigste templer, Wat Chiang Man, som er byens ældste tempel og Wat Chedi Luang som måske er et af byens smukkeste templer.


Når du besøger et tempelt er det vigtigt at vise respekt. Dette gøres blandt andet ved at have passende tøj på, dække skuldre og knæ, og ingen dybe halsudskæringer. Du skal tage skoene af inden du går ind i templerne eller andre bygninger.

background graphic