Slap af på den trendy strand, La Mer
Stranden, der i dag kendes bredt som La Mer, er egentlig en blanding af den tidligere La Mer Beach og den originale offentlige strand Jumeirah Open Beach, der også tidligere var kendt som Russian Beach grundet de mange russiske turister. I 2017 åbnede de to strande dog som én stor strand, da et stort og ambitiøst projekt, der skal forsøge at modernisere de to strande, blev skudt i gang. I dag er stranden opdelt i Le Mar South og La Mer North, kun adskilt af en lille halvø, og strækker sig over 2,5 kilometer. Da La Mer er en offentlige strand, er den derfor også helt gratis at besøge og er åben 24 timer i døgnet. Det er dog ikke lovligt at svømme mellem solnedgang og solopgang.
Moderniseringen af strandene medbragte en lang strandpromenade, der løber langs stranden, samt et stort udvalg af restauranter, butikker og aktiviteter. Du finder her også alle de nødvendige fornødenheder som omklædningsrum med bad, toiletter og solsenge med parasoller. Før moderniseringen kunne man oftest kun finde lokale på stranden i weekenden, men i dag er der en god blanding af lokale og rejsende.
Når du går langs den skønne strand, kan det være nemt at glemme, at du befinder dig i den travle storby Dubai. Bag stranden finder du grønne områder og høje palmetræer, mens atmosfæren emmer af sydlandsk stemning med rolig musik, metervis af lyskæder på bygninger og i træerne og de mange farverige og fantasifulde vægmalerier rundt omkring.
Fakta om La Mer:
- Offentlig eller privat: Offentlig
- Sæson: Højsæson mellem september og april
- Stranden: Gyldent sand (længde 2,5 km.)
- Anbefales især til: Par, venner, familier
- Atmosfære: Afslappet, livlig
- Aktiviteter: Vandsport, boldspil, tur i vandland m.m.
- Shopping: Stort udvalg
- Spisesteder: Stort udvalg
- Natteliv: Begrænset
- Hoteller: Alle prislejer
- Pris for adgang: Gratis
Sæson: Hvornår skal du besøge La Mer?
Generelt
Planlægger du en rejse til Dubai og La Mer, er det vigtigt at tage vejret i betragtning. Dubai er en ørkenstat, og solen skinner derfor stort set alle årets dage. Højsæsonen er dog mellem september og april, hvor temperaturen er høj men behagelig og luftfugtigheden er lav. I sommerhalvåret ligger dagtemperaturen ofte på omkring 40 grader, hvilket for mange kan være for meget. Trives du dog i varme temperaturer, kan du med fordel rejse i disse måneder, da der er en del penge at spare ved at rejse i lavsæsonen.
Ramadan
Hvert år i den niende måned i den muslimske kalender afholdes Ramadan. Rejser du i denne måned, kan det påvirke flere aktiviteter og åbningstiderne på restauranter og andre beværtninger. Det kan være svært at sige præcis hvilken måned Ramadanen ligger i, da den muslimske kalender ændrer sig hvert år. Hvis du vil undgå, at din rejse ligger under Ramadanen, er du altid velkommen til at kontakte vores erfarne rejsekonsulenter.
Stranden: Gylden badestrand
La Mer strækker sig over hele 2,5 kilometer og er nogle steder over 200 meter dyb. Ligesom på Dubais andre strande er det gyldne sand fint og blødt, og det lune vand er en smuk lys smaragdgrøn. Det skinnende vand er relativt lavt og derfor helt perfekt til en familieferie med børn. Det er dog stadig muligt at få en god svømmetur på dybt vand, hvis du går langt nok ud. Stranden er opdelt i La Mer South og North, der er adskilt af en lille halvø. De to strande er dog forbundet af den lange promenade, der løber hele vejen langs strandene.
Aktiviteter: Alverdens aktiviteter
Vandsport
Som på de fleste andre strande i Dubai er der naturligvis mulighed for at prøve en række sjove vandsportsaktiviteter her. Tidligere var der ikke nogen vandsportsudbydere på stranden, men med moderniseringen fulgte dette heldigvis også. I den nordlige del af stranden kan du prøve hæsblæsende aktiviteter som flyboarding, wakesurfing og vandscooter, mens du i den sydlige ende kan hygge dig i en kajak eller på et paddleboard.
Halvøen - The Wharf & Laguna Waterpark
Den lille halvø, der adskiller de to strande, er også kendt som The Wharf. Her finder du et stort udvalg af forskellige aktiviteter, blandt andet et stort vandland, Laguna Waterpark, med sjove vandrutsjebaner og en pool, hvor du kan lære at surfe! På The Wharf finder du også en biograf, der altid viser de nyeste film, og et bredt udvalg af restauranter, butikker og hoteller.
Boldspil i sandet
Når solen begynder at sænke sig, og luften begynder at køle en smule ned, kan det være forfriskende at tage et spil bold mod dine medrejsende. På La Mer finder du selvfølgelig volleynet, hvor du kan udfordre andre i et spil beachvolley, og flere fodboldmål, så du også kan spille fodbold i sandet.
Aktiviteter for de små
Rejser du med børn, er der et bredt udvalg af sjove aktiviteter for alle aldre. Udover det store vandland på The Wharf, finder du også flere små vandområder til yngre børn langs stranden. Derudover er der også en samling hoppepuder i den nordlige del af stranden, hvor børn og barnlige sjæle kan hoppe dagen lang. Har dit barn en lille byggearbejder gemt i maven, kan du også besøge en lille ”byggeplads” i sandet, i den sydlige del af stranden, hvor børn kan styre små gravemaskiner i børnestørrelse.
Shopping: Shop amok
Langs strandpromenaden finder du et bredt udvalg af forskellige butikker, der både sælger dyrt mærkevaretøj og billige solkjoler, saronger og skjorter. Du kan her også finde souvenirbutikker, så du kan tage en gave med hjem til familie og venner, og masser små butikker og boder med lokalt håndværk og andre lokale varer. Trænger du til at fylde ferielageret op med solcreme, vandflasker eller ting, kan du naturligvis også finde apoteker og små minimarkeder her, hvor du kan få de vigtigste fornødenheder.
Spisesteder: Godt udvalg
Før moderniseringen af de to strande, var der kun en enkelt restaurant og nogle enkelte madboder at finde ved stranden, men det er heldigvis anderledes i dag. Ved strandpromenaden finder du en lang række forskellige restauranter med mad fra hele verden, og du finder alt fra små madboder med enkel streetfood og kendte fastfoodkæder til dyrere gourmetrestauranter. Uanset om du leder efter et autentisk mellemøstligt måltid, en fedtet burger, aromatiske indiske retter eller noget helt fjerde, så finder du det her! Selvom de fleste restauranter ikke serverer alkohol ved La Mer, har nogle få alkoholbevilling, hvis du er interesseret i at få en drink til dit måltid.
Natteliv: Natklub på The Wharf
Selvom få restauranter ved La Mer serverer alkohol, er der ellers ikke de store muligheder for at feste og drikke ved stranden. I Dubai skal du ofte søge hen mod de lidt større hoteller for at finde en bar eller en natklub, der serverer alkohol, men det er efterhånden blevet mere og mere almindeligt at finde barer og natklubber rundt omkring i byen og ved strandene. Du finder blandt andet en stor klub på The Wharf, der har åbent fra solnedgang til solopgang. Her kan du uden tvivl få en sjov aften.
Regler på La Mer
På de fleste offentlige strande er der en række regler, som naturligvis skal følges. På La Mer er det ulovligt at være topløs eller nøgen, uanset om du går rundt eller blot ligger på en solseng. Det er ulovligt at svømme mellem solnedgang og solopgang, da det er for mørkt og derved kan være farligt. Det er heller ikke lovligt at tage billeder af andre strandgæster på stranden, og især ikke kvinder. Udover dette, minder La Mer meget om en vestlig strand, hvor al form for badetøj er tilladt. Hvis du vælger at bevæge dig væk fra stranden, og gerne vil handle ind eller på restaurant, skal du dog huske at respektere de lokale skikke og have dækket dine skuldre og det øverste af benene ned over knæene.